I foråret 1996 er jeg 28 år gammel, og igang med det liv jeg altid har drømt om.
Jeg har et godt job på et rejsebureau i Holstebro, har kæreste og barn på 20 måneder. Vi har masser af gode fælles venner som vi har fået igennem gymnastikken og så er vi lige flyttet ind på en lille ejendom tæt ved Holstebro, hvor vi skal i gang med en ny fase i vores liv sammen.
Kursen er sat mod et familieliv på landet og et forestående bryllup i sensommeren. Jeg er glad og forventningsfuld.
Det tog kun et splitsekund
På en solbeskinnet forårsdag den 8. maj 1996 forandrer mit liv sig dramatisk.
Netop denne skønne forårsdag sidder vi alle tre i haven. Min kæreste og jeg taler om vores arbejdsdag, mens vi nyder synet af vores søn. Min kæreste har været ude på marken for at samle sten, som stadig er på ladvognen bag traktoren. Han vil ud og samle nogle flere og går om til traktoren bag laden. Min søn og jeg går lidt senere. Jeg stopper op ved tørresnoren og ser min søn fortsætte om til sin far.
Jeg tager tøjet ned og er på vej ind, da ”noget” rammer mig. Jeg går i akut panik og når at tænke ”det er helt galt, det her”. Så smider jeg, hvad jeg har i hænderne og løber. Min kæreste er ved at bakke med traktoren, vores blikke rammer hinanden og han ser panikken i mit ansigt. Han stopper traktoren og stiger ud og vi går begge hen til vores lille dreng, som ligger livløs på cementen. Min kæreste tager ham op og mærker livet forlade vores elskede lille søn.
I skrivende stund, 23 år efter, kan jeg mærke, at smerten kommer snigende igen, og med smerten kommer tårerne. Det er ok, og det er rart at give los for en stund. Jeg kan håndtere smerten ved savnet nu, uden at jeg føler, at jeg er ved at blive sindssyg og sprænge i luften af afmagt. På den måde kommer jeg igen i kontakt med min kærlighed til min søn, og det er livsbekræftende.
Modet til at ændre de ting, vi kan
Jeg havde mistet det dyrebareste, jeg havde. Jeg vidste på forhånd, at døden har berøringsangst, og jeg kunne ikke holde den tanke ud, at folk omkring mig med stor sandsynlighed, ville begynde at undgå mig. Jeg kunne ikke ændre, hvad der var sket, men måske kunne jeg styre noget andet.
En ny undersøgelse fra Det Nationale Sorgcenter viser, at død og sorg er voldsomt tabuiseret i Danmark. Undersøgelsen viser, at 6 ud af 10 efterladte har mærket tabuiseringen på egen krop. De har oplevet, at personer i deres omgangskreds har holdt afstand og undgået dem, fordi de ikke vidste, hvad de skulle gøre eller sige. En tredjedel af alle efterladte har ifølge undersøgelsen sågar oplevet det ‘i høj grad’ eller ‘i meget høj grad’.
Kilde: Det Nationale Sorgcenter
Jeg ville mødes i min sorg, ikke undgås
Efter begravelsen tog jeg kontakt til min arbejdsgiver. Jeg havde brug for at komme ud på min arbejdsplads og fortælle om ulykken, samt hvordan jeg gerne ville behandles af mine kolleger. Eller rettere, hvad de for alt i verden ikke måtte gøre ved mig.
Jeg tog snakken med mine kolleger af rent egoistiske årsager, uvidende om hvor meget jeg samtidig hjalp dem. Jeg fik sat en ramme, hvor der var plads til min sorg på min arbejdsplads. Jeg lagde tingene frem som de var, så ingen var i tvivl om, hvad der var sket, og at jeg gerne ville tale om det. De måtte gerne spørge mig, selv med risiko for at jeg ville blive ked af det. Jeg VAR jo ked af det, og de kunne kun gøre mig mere ked af det ved at undgå mig.
Mange efterladte efterlyser en større sproglig og social åbenhed om sorg og død, og ikke mindst efterlyser de flere helt konkrete anledninger til at dyrke tabet og mindes den afdøde.
Kilde: Det Nationale Sorgcenter
Det giver tryghed at give sorgen en ramme
Mange har spurgt mig ”hvordan jeg kunne gøre det?” Mit svar er enkelt. For mig var alternativet værre.
Vi kan ikke forberede os på en sorg, men jeg tror på, at hvis vi er bevidste om, hvad vi er oppe imod, når sorgen rammer os, så er vi allerede godt hjulpet.
Når rammen omkring en sorg bliver sat, så skaber det en tryghed og en klarhed, som er værdifuld for både den sørgende og de pårørende.
Pårørende eller omgivelserne går ikke over på den anden side af gaden, fordi de er ligeglade med os, der er i sorg. De gør det, fordi de ikke ved, hvordan de skal håndtere os. Så længe vi har en kultur, hvor vi ikke tør i tale sætte døden, er der desværre kun dig, som sorgramt, til at hjælpe dine omgivelser til en måde at være sammen med dig og din sorg på. Ja, det er uretfærdigt, fordi du står med et dobbelt ansvar, men det er nok desværre virkeligheden, indtil vi måske har fået skabt en kultur, hvor vi tør tale mere om døden.
