af Gitte | sep 21, 2020 | Sorgarbejde
Kan vi forberede os på sorg?
Hvad mener du?
Min påstand er, at det kan vi godt og at det vil være rigtig givtigt at gøre.
Jeg tror tværtimod ikke på, at man ved hvad man har brug for, når sorgen rammer, dertil er følelserne simpelthen for voldsomme og smertefulde. Det kender man kun til, hvis man har prøvet det. Jeg tror heller ikke på at man kan forberede sig på hvordan man har det/får det når det sker.
Pludselige tab gør dig højest sandsynlig handlingslammet og ude af stand til noget som helst. Hvorimod tab forbundet med et kortere eller længere sygdomsforløb giver mulighed for at få sagt farvel imens tid er. Eller gør den?
Sorg er vanvittig kompleks
Sorg er vanvittig kompleks, derfor er det så svært at navigere i for pårørende, når den rammer. Vi sørger forskelligt fordi vi er forskellige individer. Min måde at sørge på er ikke mere rigtig end din måde. Det vigtige er at du oplever der også er lys at skimte ind imellem i en ellers kulsort tid.
Jeg sidder netop og forbereder mig til at TV Midtvest kommer på besøg i morgen i mit hjem og filmer og interviewer mig om sorgarbejde og min historie med fokus på hvordan jeg er kommet igennem mine tab af barn og mand tilbage i 1996.
Her vil jeg fortælle hvad jeg mener med min påstand om at man kan forberede sig til en sorg, og hvorfor jeg mener at det er vigtigt at gøre inden den rammer dig.
I den forbindelse har jeg fundet billeder og breve vi modtog dengang fra nær og fjern og fandt også prædiken, som jeg har taget et uddrag af her. Den fortæller så fint om hvordan det er at miste og om at skimte lyset igen. Om det så er Gud man får hjælp fra eller andre det er lige meget, bare der glimtvis kommer lys i mørket.
Jeg er både dybt taknemmelig over muligheden for at nå endnu længere ud med mit emne om at nedbryde tabu i forbindelse med sorg, og samtidig er det mega skræmmende. Får jeg nu sagt det ”rigtige” og hvordan bliver tingene klippet sammen, så jeg selv kan stå inde for udseendelsen.
Jeg fornemmer, jeg er i trygge hænder til at turde vise min sårbarhed på åben skærm.
Wish me luck!
af Gitte | mar 12, 2020 | Sorgarbejde
Rigtig fin artikel fra Berlingske Tidende.
“Man stopper ikke med at elske et menneske, når det dør. Kærligheden fortsætter ufortrødent,” siger Lotte Blicher Mørk.
Derfor bliver sorg aldrig noget som forsvinder❤️ og derfor skal vi lære at forholde os til det.
Vores unge mennesker har brug for at voksne omkring dem tager ansvar for dette, så vi kan gøre dem klar til at håndtere livets svære tider som kommer for dem også.
Når du tør vise din sårbarhed, så sker der forunderlige ting.
Der skal vi voksne være rollemodeller og vise vores børn hvordan man gør, og forstå at det er med til at kompetenceudvikle dem.
https://www.berlingske.dk/samfund/det-er-ikke-nemt-at-omfavne-doeden
af Gitte | sep 10, 2019 | Sorgarbejde
Det kom bag på mig.
Sorgen tog over, og det på trods af at det er 23 år siden, min førstefødte pludseligt døde.
Det gik så meget ind i hjertekulen, at jeg tog hjem fra job.
Igen blev jeg mødt med varme og omsorg på min arbejdsplads (som er 2 måneder gammelt) fordi jeg selv åbnede op. Jeg blev sendt hjem for at passe på mig selv i dag. Lige hvad jeg havde brug for – uden at vide det, da jeg sad der og hulkede på kontoret.
I mandags var det hans fødselsdag. Jeg havde noteret mig datoen den 9.9, men så gik der praktik og hverdagens gøremål i den. Det var først sidst på eftermiddagen, da jeg blev mindet om, at det var hans 25 års fødselsdag i dag, at det ramte mig.
Mit englebarn, Mathias
Glæde og sorg på samme tid
Jeg blev ked af det, men holdt inde på grund af min 7 årige søn, som var sammen med mig. Jeg ville ikke involvere ham i min ked af det hed. Havde også lovet ham, at vi skulle hoppe på trampolin sammen, og så gik det jo nok over…. Men det gjorde det ikke og jeg gav lods for følelserne. Min søn spurgte selvfølgelig om hvad der var galt og jeg svarede ”din storebror har fødselsdag i dag, og jeg er så ked af, at han ikke er hos os. Når man mister nogen man elsker så højt, så bliver man ked af det engang imellem.” Vi stod længe og krammede på trampolinen og så hoppede vi alt imens tårerne lige så stille løb ned af mine kinder. Det grinede vi begge lidt af. Det var så fin og dejlig en oplevelse, at stå der fyldt med sorg og glæde på samme tid. Glæden over min jordiske søn og sorgen over mit englebarn.
Efter godnat læsningen begyndte min søn at tale om døden. Det har vi før gjort. Han kender til historien om sin storebror, som han aldrig har mødt. Han trøstede mig med at sige, at jeg jo så ham igen, når jeg kom i himlen.
Det var så dejligt at give mig selv lov til at sørge, også selvom min søn på 7 var der. Det blev meget lettere at være der sammen med ham, og det gav anledning til en rigtig fin snak bagefter.
Jeg græd meget efter han var lagt i seng. Min måde at deale med med de svære ting i mit liv på, er ofte ved at fortælle omverden hvordan jeg har det, så jeg lagde dette opslag ud på facebook sammen med et ovenstående billede.
Sorgarbejde
Tiden læger alle sår….
Det passer ikke.
Sorg er ikke noget man kommer over. Det er noget man (måske) lærer at leve sammen med.
Det sår som sorgen har skabt, det bliver lidt mindre med årerne, men det bliver aldrig lægt.
Nogle gange går der hul på såret igen, også selvom der er gået 25 år.
Sådan er det for mig idag. Min første fødte kunne være blevet 25 år idag. Jeg tænkte faktisk ikke over det før til aften. Sådan er det heldigvis også. Men han er dejlig at mindes. Det giver plads til eftertanke og taknemmelighed over det jeg har.
Sorg er aldrig noget man kommer over❤️❤️
Man kan mene og sige meget om facebook, men den varme, omsorg og medfølelse det gav efterfølgende var hel ubeskriveligt. Det hjalp mig med at bære smerten over savnet. Det hjalp mine kolleger også med, ved at være der, stille spørgsmål og kramme mig. Det er ikke ham som person, at jeg savner, for det er så mange år siden. Det er smerten over det liv jeg ikke fik sammen med ham, der gør ondt. Og så er det smerten over, hvor hårdt det har været at miste ham.
Sendt til tælling
Jeg blev sendt til tælling dagen efter hans fødselsdag. Det startede ellers så fint og jeg tog på arbejde som vanligt. Pludselig ramte sorgen mig igen. Jeg lod tårerne få frit løb for mig selv på badeværelset. Tog mig sammen og gik ud til de andre. Jeg var der, men var der ikke alligevel, kunne jeg godt mærke. Og så gik jeg til bekendelse om, at jeg var ked af det. SÅ fik sorgen ellers plads. Jeg har været 2 måneder på den arbejdsplads, så det er måske sin sag, at vise sin sårbarhed, men jeg valgte at stå ved mine følelser. Jeg ved efterhånden, at det skaber rum og plads til bedre at kunne være i det, for det har jeg erfaret en del gange nu.
De foreslog mig at tage hjem. Jeg kunne ikke selv finde ud af, hvad der var bedst. Alle var jo på job, så der var ikke nogen at tage til og få en krammer. Det var der trods alt på mit arbejde. Jeg ville være helt alene, hvis jeg tog hjem. Det gjorde mig lidt trist, men mærkede alligevel, at det nok var det bedste. Og blev glad ved tanken om at nu kunne jeg kravle hjem under dynen, lave en kop kaffe, sove, være god ved mig selv ved at overgive mig til sorgen i stedet for at gøre og handle i dag. Det var mine kollegers fortjeneste, at jeg tog hjem.
Jeg græd og hulkede. Det er mange måneder siden, at jeg har grædt over smerten ved hans død. Det var en befrielse at lade det flyde.
Stå ved din sorg
Det kom bag på mig, hvor ramt jeg blev, og hvor pludseligt det kom. Det er helt sikkert hans mærkedag for de 25 år som gjorde noget ved mig. Jeg mindes, da jeg selv blev 25 år, og det liv jeg havde dengang. Den fest jeg og min afdøde søns far holdt sammen i forbindelse med vores 25 år. Der var så meget glæde og ingen bekymringer. Det står i stor kontrast til det liv, der fulgte efter hans død.
Så kære dig som stadig læser med. Sorg er bare ikke noget der forsvinder. Det er med sorg som med lykke, det dukker op i glimt.
Stå ved den, når den opstår, også mange år efter. Du vil opleve en medfølelse og forståelse fra dine omgivelser, som du har brug for, så du ikke bærer smerten selv. Også selvom der er gået så mange år. Det styrker relationerne og beriger alle parter. Jeg kan på det kraftigste opfordre til at turde vise din sorg – også efter 23 år.
Se hvordan jeg kan hjælpe jer.
Læs om sorgarbejde her
af Gitte | jul 7, 2019 | Sorgarbejde
I foråret 1996 er jeg 28 år gammel, og igang med det liv jeg altid har drømt om.
Jeg har et godt job på et rejsebureau i Holstebro, har kæreste og barn på 20 måneder. Vi har masser af gode fælles venner som vi har fået igennem gymnastikken og så er vi lige flyttet ind på en lille ejendom tæt ved Holstebro, hvor vi skal i gang med en ny fase i vores liv sammen.
Kursen er sat mod et familieliv på landet og et forestående bryllup i sensommeren. Jeg er glad og forventningsfuld.
Det tog kun et splitsekund
På en solbeskinnet forårsdag den 8. maj 1996 forandrer mit liv sig dramatisk.
Netop denne skønne forårsdag sidder vi alle tre i haven. Min kæreste og jeg taler om vores arbejdsdag, mens vi nyder synet af vores søn. Min kæreste har været ude på marken for at samle sten, som stadig er på ladvognen bag traktoren. Han vil ud og samle nogle flere og går om til traktoren bag laden. Min søn og jeg går lidt senere. Jeg stopper op ved tørresnoren og ser min søn fortsætte om til sin far.
Jeg tager tøjet ned og er på vej ind, da ”noget” rammer mig. Jeg går i akut panik og når at tænke ”det er helt galt, det her”. Så smider jeg, hvad jeg har i hænderne og løber. Min kæreste er ved at bakke med traktoren, vores blikke rammer hinanden og han ser panikken i mit ansigt. Han stopper traktoren og stiger ud og vi går begge hen til vores lille dreng, som ligger livløs på cementen. Min kæreste tager ham op og mærker livet forlade vores elskede lille søn.
I skrivende stund, 23 år efter, kan jeg mærke, at smerten kommer snigende igen, og med smerten kommer tårerne. Det er ok, og det er rart at give los for en stund. Jeg kan håndtere smerten ved savnet nu, uden at jeg føler, at jeg er ved at blive sindssyg og sprænge i luften af afmagt. På den måde kommer jeg igen i kontakt med min kærlighed til min søn, og det er livsbekræftende.
Modet til at ændre de ting, vi kan
Jeg havde mistet det dyrebareste, jeg havde. Jeg vidste på forhånd, at døden har berøringsangst, og jeg kunne ikke holde den tanke ud, at folk omkring mig med stor sandsynlighed, ville begynde at undgå mig. Jeg kunne ikke ændre, hvad der var sket, men måske kunne jeg styre noget andet.
En ny undersøgelse fra Det Nationale Sorgcenter viser, at død og sorg er voldsomt tabuiseret i Danmark. Undersøgelsen viser, at 6 ud af 10 efterladte har mærket tabuiseringen på egen krop. De har oplevet, at personer i deres omgangskreds har holdt afstand og undgået dem, fordi de ikke vidste, hvad de skulle gøre eller sige. En tredjedel af alle efterladte har ifølge undersøgelsen sågar oplevet det ‘i høj grad’ eller ‘i meget høj grad’.
Kilde: Det Nationale Sorgcenter
Jeg ville mødes i min sorg, ikke undgås
Efter begravelsen tog jeg kontakt til min arbejdsgiver. Jeg havde brug for at komme ud på min arbejdsplads og fortælle om ulykken, samt hvordan jeg gerne ville behandles af mine kolleger. Eller rettere, hvad de for alt i verden ikke måtte gøre ved mig.
Jeg tog snakken med mine kolleger af rent egoistiske årsager, uvidende om hvor meget jeg samtidig hjalp dem. Jeg fik sat en ramme, hvor der var plads til min sorg på min arbejdsplads. Jeg lagde tingene frem som de var, så ingen var i tvivl om, hvad der var sket, og at jeg gerne ville tale om det. De måtte gerne spørge mig, selv med risiko for at jeg ville blive ked af det. Jeg VAR jo ked af det, og de kunne kun gøre mig mere ked af det ved at undgå mig.
Mange efterladte efterlyser en større sproglig og social åbenhed om sorg og død, og ikke mindst efterlyser de flere helt konkrete anledninger til at dyrke tabet og mindes den afdøde.
Kilde: Det Nationale Sorgcenter
Det giver tryghed at give sorgen en ramme
Mange har spurgt mig ”hvordan jeg kunne gøre det?” Mit svar er enkelt. For mig var alternativet værre.
Vi kan ikke forberede os på en sorg, men jeg tror på, at hvis vi er bevidste om, hvad vi er oppe imod, når sorgen rammer os, så er vi allerede godt hjulpet.
Når rammen omkring en sorg bliver sat, så skaber det en tryghed og en klarhed, som er værdifuld for både den sørgende og de pårørende.
Pårørende eller omgivelserne går ikke over på den anden side af gaden, fordi de er ligeglade med os, der er i sorg. De gør det, fordi de ikke ved, hvordan de skal håndtere os. Så længe vi har en kultur, hvor vi ikke tør i tale sætte døden, er der desværre kun dig, som sorgramt, til at hjælpe dine omgivelser til en måde at være sammen med dig og din sorg på. Ja, det er uretfærdigt, fordi du står med et dobbelt ansvar, men det er nok desværre virkeligheden, indtil vi måske har fået skabt en kultur, hvor vi tør tale mere om døden.
