Det kom bag på mig.

Sorgen tog over, og det på trods af at det er 23 år siden, min førstefødte pludseligt døde.

Det gik så meget ind i hjertekulen, at jeg tog hjem fra job.

Igen blev jeg mødt med varme og omsorg på min arbejdsplads (som er 2 måneder gammelt) fordi jeg selv åbnede op.  Jeg blev sendt hjem for at passe på mig selv i dag. Lige hvad jeg havde brug for – uden at vide det, da jeg sad der og hulkede på kontoret.

I mandags var det hans fødselsdag. Jeg havde noteret mig datoen den 9.9, men så gik der praktik og hverdagens gøremål i den. Det var først sidst på eftermiddagen, da jeg blev mindet om, at det var hans 25 års fødselsdag i dag, at det ramte mig.

Mit englebarn, Mathias

Glæde og sorg på samme tid

Jeg blev ked af det, men holdt inde på grund af min 7 årige søn, som var sammen med mig. Jeg ville ikke involvere ham i min ked af det hed. Havde også lovet ham, at vi skulle hoppe på trampolin sammen, og så gik det jo nok over…. Men det gjorde det ikke og jeg gav lods for følelserne. Min søn spurgte selvfølgelig om hvad der var galt og jeg svarede ”din storebror har fødselsdag i dag, og jeg er så ked af, at han ikke er hos os. Når man mister nogen man elsker så højt, så bliver man ked af det engang imellem.” Vi stod længe og krammede på trampolinen og så hoppede vi alt imens tårerne lige så stille løb ned af mine kinder. Det grinede vi begge lidt af. Det var så fin og dejlig en oplevelse, at stå der fyldt med sorg og glæde på samme tid. Glæden over min jordiske søn og sorgen over mit englebarn.

Efter godnat læsningen begyndte min søn at tale om døden. Det har vi før gjort. Han kender til historien om sin storebror, som han aldrig har mødt. Han trøstede mig med at sige, at jeg jo så ham igen, når jeg kom i himlen.

Det var så dejligt at give mig selv lov til at sørge, også selvom min søn på 7 var der. Det blev meget lettere at være der sammen med ham, og det gav anledning til en rigtig fin snak bagefter.

Jeg græd meget efter han var lagt i seng. Min måde at deale med med de svære ting i mit liv på, er ofte ved at fortælle omverden hvordan jeg har det, så jeg lagde dette opslag ud på facebook sammen med et ovenstående billede.

Sorgarbejde

Tiden læger alle sår….

Det passer ikke.

Sorg er ikke noget man kommer over. Det er noget man (måske) lærer at leve sammen med.

Det sår som sorgen har skabt, det bliver lidt mindre med årerne, men det bliver aldrig lægt.

Nogle gange går der hul på såret igen, også selvom der er gået 25 år.

Sådan er det for mig idag. Min første fødte kunne være blevet 25 år idag. Jeg tænkte faktisk ikke over det før til aften. Sådan er det heldigvis også. Men han er dejlig at mindes. Det giver plads til eftertanke og taknemmelighed over det jeg har.

Sorg er aldrig noget man kommer over❤️❤️

Man kan mene og sige meget om facebook, men den varme, omsorg og medfølelse det gav efterfølgende var hel ubeskriveligt. Det hjalp mig med at bære smerten over savnet. Det hjalp mine kolleger også med, ved at være der, stille spørgsmål og kramme mig. Det er ikke ham som person, at jeg savner, for det er så mange år siden. Det er smerten over det liv jeg ikke fik sammen med ham, der gør ondt. Og så er det smerten over, hvor hårdt det har været at miste ham.

Sendt til tælling

Jeg blev sendt til tælling dagen efter hans fødselsdag. Det startede ellers så fint og jeg tog på arbejde som vanligt. Pludselig ramte sorgen mig igen. Jeg lod tårerne få frit løb for mig selv på badeværelset. Tog mig sammen og gik ud til de andre. Jeg var der, men var der ikke alligevel, kunne jeg godt mærke. Og så gik jeg til bekendelse om, at jeg var ked af det. SÅ fik sorgen ellers plads. Jeg har været 2 måneder på den arbejdsplads, så det er måske sin sag, at vise sin sårbarhed, men jeg valgte at stå ved mine følelser. Jeg ved efterhånden, at det skaber rum og plads til bedre at kunne være i det, for det har jeg erfaret en del gange nu.

De foreslog mig at tage hjem. Jeg kunne ikke selv finde ud af, hvad der var bedst. Alle var jo på job, så der var ikke nogen at tage til og få en krammer. Det var der trods alt på mit arbejde. Jeg ville være helt alene, hvis jeg tog hjem. Det gjorde mig lidt trist, men mærkede alligevel, at det nok var det bedste. Og blev glad ved tanken om at nu kunne jeg kravle hjem under dynen, lave en kop kaffe, sove, være god ved mig selv ved at overgive mig til sorgen i stedet for at gøre og handle i dag. Det var mine kollegers fortjeneste, at jeg tog hjem.

Jeg græd og hulkede. Det er mange måneder siden, at jeg har grædt over smerten ved hans død. Det var en befrielse at lade det flyde.

Stå ved din sorg

Det kom bag på mig, hvor ramt jeg blev, og hvor pludseligt det kom. Det er helt sikkert hans mærkedag for de 25 år som gjorde noget ved mig. Jeg mindes, da jeg selv blev 25 år, og det liv jeg havde dengang. Den fest jeg og min afdøde søns far holdt sammen i forbindelse med vores 25 år. Der var så meget glæde og ingen bekymringer. Det står i stor kontrast til det liv, der fulgte efter hans død.

Så kære dig som stadig læser med.  Sorg er bare ikke noget der forsvinder. Det er med sorg som med lykke, det dukker op i glimt.

Stå ved den, når den opstår, også mange år efter. Du vil opleve en medfølelse og forståelse fra dine omgivelser, som du har brug for, så du ikke bærer smerten selv. Også selvom der er gået så mange år. Det styrker relationerne og beriger alle parter. Jeg kan på det kraftigste opfordre til at turde vise din sorg – også efter 23 år.

Se hvordan jeg kan hjælpe jer.

Læs om sorgarbejde her